Viborg_2015_Foto_Lasse_Loendahl_Henriksen-60.jpg

Er du klar til årets første tur?

Foråret er over os, og snart er det påske. Hvis du har planer om at tage på camping snart, er her en huskeliste, du bør gennemgå, inden du kører af sted.

Tekst: Torben Brandt  

Foto: Brian Lindberg Jensen

Både marts og april kan være kolde og uforudsigelige, men det ændrer ikke på, at campingsæsonen nærmer sig med hastige skridt for det store flertal af campister, som camperer i den varme halvdel af året.  

Hvis årets første tur skal være vellykket, er det vigtigt, at du klargør vognen, inden I er fremme på campingpladsen, for hvis du først opdager eventuelle problemer på det tidspunkt, har ferien allerede fået en skidt begyndelse.   

Vand skal der til 

Begynd med at vaske vognen grundigt udvendigt, så du lettere opdager eventuelle buler og revner, der kan være opstået i løbet af vinteren. Hvis der er kommet revner og dermed utætheder, er det vigtigt at få taget hånd om det hurtigst muligt, så vognen ikke ender med at blive fugtskadet. Husk også at vaske taget, men undlad at gå rundt deroppe. Når du vasker taget, kan du samtidig se, om der er kommet skader fra hagl, nedfaldne grene eller andet.  Undersøg dækkene for revner, skader og tegn på mørhed og sørg for at pumpe dem, så de får det dæktryk, der er anbefalet i campingvognens instruktionsbog. Hvis din vogn er godkendt til Tempo 100, skal du være opmærksom på, at dækkene højst må være seks år gamle. Du kan se alderen på siden af dækket, hvor der står et 4-ciret nummer. Hvis der f.eks. står 3222 betyder det, at dækkene er produceret i uge 32 i 2022.  Tjek også om håndbremsen fortsat virker og giv gerne bevægelige dele som støtteben noget smørelse. Hold også øje om med, at sikkerhedswire og næsehjul er i orden, og undersøg om alle lygter og refleksglas er intakte. Inden I kører af sted, skal I tjekke, at lyset virker både på bremse-, stop- og blinklys.   

Luft ud og gør rent 

Inde i campingvognen eller autocamperen skal du gøre grundigt rent og skabe gennemtræk sved at åbne døre og vinduer. Rengør borde, skuffer, skabe, vindueskarme og andre overflader med vand og sæbe og også gerne et desinficerende middel, som fjerner og forebygger svamp. Tjek at lyser virker overalt, og løft hynder og madrasser for at se, om der er tegn på fugt eller svamp nedenunder. Kig under magasiner og i hjørner og se, om der skulle være misfarvninger eller skjolder, der indikerer, at der er kommet fugt. Synes du, at vognen lugter jordslået eller på anden vis har mistanke om, at den har fået en fugtskade i løbet af vinteren, bør du hurtigt kontakte en fagmand og få den fugttestet.   

Hold øje med vandet 

Hvis du er en erfaren campist, har du formentlig helt styr på at tømme vandsystemet af, inden du stiller vognen væk, men det lykkes ikke for alle. Hvert år har landets caravanværksteder travlt med at skifte vandhaner, slanger, rør og varmtvandsbeholder på de vogne, der ikke fik tømt vandet af, inden den blev sat i hi, og som derfor har fået frostsprængninger i løbet af vinteren. Du finder ud af, om der er sket skader, når du hælder vand på vognen, for hvis det begynder at pible ud, er der sket skader i løbet af vinteren, og så har du brug for at få vognen på værksted. Udfordringen på denne tid af året er blot, at de fleste værksteder har ordrebøgerne fyldte, så du kan ikke regne med at få en tid inden for kort tid.   

Styr på gassen 

Det er helt afgørende for din sikkerhed, at du også tjekker, om gasforbrugende apparater som komfur, køleskab og varmeovn fungerer, og at der er ordentlig aftræk på skorstenen. Nedfaldne blade eller andet kan sætte sig som en prop i skorstenen, så røgen ikke kan komme op, og så kan den ende inde i vognen, hvilket i værste fald kan resultere i en kulilteforgiftning. Er du i tvivl, om din gasovn eller andre gasforbrugende apparater virker korrekt, skal du ikke spørge på de sociale medier og derpå forsøge at reparere tingene selv. Kør i stedet for til en fagmand, så du er sikker på, at tingene er i orden, inden du tager hul på en ny campingsæson.   

Image
DCU medlemskab collage

Danmarks største camping-fællesskab

Bliv medlem af Dansk Camping Union og få:

  • 30% rabat på DCUs 20 campingpladser
  • 15% rabat hos 90 DCU fordelspladser
  • Rabat på attraktioner i hele Danmark
  • Teknisk rådgivning
  • Rabat på service hos DCU Servicecentre
  • Magasinet Camping-fritid otte gange årligt

Bliv medlem her